Indhold
OpenAI Dots er always-on AI-agenter i ChatGPT. En Dot har sin egen computer i skyen, husker, hvordan du arbejder, og kan arbejde videre på dine opgaver, også når du har lukket din bærbare og er gået hjem.
Dots blev lanceret på OpenAIs DevDay den 29. september 2026, men er endnu ikke tilgængelig for alle i Danmark. Vi har fået adgang via vores ChatGPT Business Premium-konto hos Obsidian, så i den her artikel får du både forklaringen og mine første erfaringer. Og fordi Dots ikke er den eneste af sin slags, sætter jeg den i perspektiv til OpenClaw, Hermes, Grok Bot, Manus og Meta Muse.
Hvad er OpenAI Dots?
Kort fortalt er en Dot en AI-medarbejder, der aldrig går hjem:
- Den har sin egen computer. Hver Dot får en cloud-computer med browser og terminal, adskilt fra din egen maskine.
- Den er altid tændt. Den kan arbejde på dine mål døgnet rundt og laver “proaktiv research” i baggrunden.
- Den husker dig. Den lærer dine præferencer, standarder og arbejdsvaner over tid.
- Den bor, hvor du arbejder. Du kan skrive med den i ChatGPT (web, desktop og mobil), i Slack og Teams og ringe til den.
- Den har adgang til dine værktøjer. Den bruger de connections, du har sat op i ChatGPT, og kan forbindes til over 4.000 apps.
- Den kører på GPT-6 Astra, OpenAIs nyeste model.
Ved siden af Dots lancerede OpenAI også ChatGPT Space, et fælles arbejdsrum, hvor kolleger, ChatGPT og Dots arbejder på de samme sider, dokumenter og data.
Den kører, selvom din computer er slukket
Det her er den del, de fleste skal vænne sig til, så lad mig sige det helt enkelt.
Når du bruger almindelig ChatGPT, sker der kun noget, mens du sidder og skriver. Lukker du fanen, stopper det. En Dot har derimod sin egen computer, som står tændt hos OpenAI. Tænk på det som en medarbejder med sin egen bærbare, der står i et serverrum og aldrig bliver slukket. Den har sin egen browser, sit eget filsystem og sin egen terminal.
Det betyder, at din Dot kan holde øje med din kalender, læse med i Slack eller researche et emne, mens din egen computer ligger lukket i tasken. Du ser det også tydeligt på profilen af min Dot herunder: der er “juandotai’s computer” (dens egen, som er forbundet) og så “MacBook-Pro.local”, som er min.
Min Dot, “juandotai”. Læg mærke til opkaldsknappen, dens egen Slack-profil og at den har sin egen computer ved siden af min.
Kan man bruge Dots i Danmark?
Ja, men ikke på alle abonnementer. Her er status i oktober 2026:
| Abonnement | Adgang til Dots i Danmark |
|---|---|
| Free og Plus | Nej |
| Pro | Nej. Pro får Dots uden for EU/EØS, Schweiz og UK. Ingen dato for Europa |
| Business Premium | Ja. Første Dot er inkluderet |
| Enterprise, Edu og Healthcare | Beta, slået fra som standard. En administrator skal slå det til |
Det er altså Business Premium, der er vejen ind for danske virksomheder lige nu. Udrulningen sker gradvist, så det kan tage et par dage, før det dukker op på jeres konto.
Pris: Din første Dot er inkluderet. Samtaler med den tæller ikke med i dit ChatGPT-forbrug, men de opgaver, den udfører, trækker på planens kvote. Vil du have flere Dots, eller Dots der arbejder hurtigere, er det en betalt opgradering pr. Dot. Hvad det konkret koster, er ærligt talt ikke særlig tydeligt endnu.
Sådan ser Dots ud i praksis
Når du opretter din første Dot (OpenAI kalder den din “primary dot”), starter du med at give den et navn og et udseende. Ja, et udseende. Du vælger form, øjne, briller og tilbehør, og den lander så i toppen af din ChatGPT-sidebjælke.
Du designer selv din Dot. Min endte som en lille blæksprutte.

Det appellerer helt ærligt til det 10-årige jeg, der havde en Tamagotchi. Og det er ikke tilfældigt: Meta markedsfører Muse på samme måde med charms og maskotter. Pointen er, at du skal opfatte agenten som “nogen” og ikke “noget”.
Det bruger jeg den til
Min Dot trækker på de connections, jeg har sat op i vores Business-konto, og har på den måde hurtigt fået et ret præcist billede af min hverdag. Det jeg primært bruger den til:
- Proaktiv gennemgang af kalender og Slack. Den kigger mine møder og tråde igennem, finder det, der kræver handling, og samler op, før jeg selv har nået at åbne Slack.
- Den har sin egen Slack-profil. Jeg kan skrive til den eller tagge den i en tråd, præcis som med en kollega.
- Den kan sætte arbejde i gang selv. Den fungerer som en slags orkestrator: giver du den en større opgave, bryder den den op og sætter flere delopgaver i gang på egen hånd.
- Du kan ringe til den. Der er en opkaldsknap direkte på profilen.
Det er jeg imponeret over
- Den proaktive tilgang. Den venter ikke på, at du spørger. Det er den største forskel fra alt andet i ChatGPT.
- Orkestreringen. At den selv kan fordele og sætte flere ting i gang, gør den til mere end en chatbot med en timer.
- Den kender din kontekst. Fordi den bruger dine eksisterende connections, skal du ikke forklare dig selv forfra hver gang.
Det er jeg mindre vild med
- Den kan være lidt for proaktiv. Den er begyndt at fejlfinde ting, jeg ikke engang havde tænkt mig at dykke ned i.
- Den er langsom på nogle opgaver. Det opvejes delvist af, at den er always-on. Du venter jo ikke på den på samme måde.
- Det er svært at se, hvad den laver. Nogle gange er det uklart, om den arbejder på noget, eller om den bare står passiv.
- Kun én Dot som standard. Flere Dots er en opgradering pr. Dot, og prismodellen er utydelig.
Hvad er en “always-on” AI-agent?
Dots er OpenAIs bud på en ny kategori, som er eksploderet i 2026. Kært barn har mange navne (AI-medarbejder, AI-teammate, personlig agent), men opskriften er den samme. En always-on agent har tre ingredienser:
- Sin egen computer. En virtuel maskine i skyen (eller på din egen hardware) med browser, filer og terminal. Det er den, der gør, at agenten kan arbejde, mens du ikke gør.
- Vedvarende hukommelse. Den husker dig, dine projekter og hvad den har lavet før, på tværs af samtaler. Nogle gemmer det i Markdown-filer, andre i en database.
- Den arbejder uden dig. Den vågner selv op på et skema (et “heartbeat”), holder øje med ting og tager initiativ, frem for kun at svare, når du skriver.
| Chatbot | AI-agent | Always-on agent | |
|---|---|---|---|
| Eksempel | Almindelig ChatGPT | ChatGPT Agent, Claude Cowork | Dots, OpenClaw, Grok Bot |
| Starter når | Du skriver | Du giver en opgave | Altid, også af sig selv |
| Har egen computer | Nej | Midlertidigt, mens opgaven kører | Ja, permanent |
| Husker dig | Delvist | Inden for opgaven | Ja, over tid |
| Kan arbejde, mens du sover | Nej | Kun på den aktuelle opgave | Ja |
Dots vs. OpenClaw, Hermes, Grok Bot, Manus og Meta Muse
Dots er langt fra den første always-on agent. Forskellen ligger primært i, hvem der ejer computeren, og hvor teknisk du skal være.
| Agent | Fra | Hvor kører den? | Det særlige | Danmark |
|---|---|---|---|---|
| Dots | OpenAI | OpenAIs cloud, én computer pr. Dot | Integreret i ChatGPT, Slack og Teams, 4.000+ apps | Ja, via Business Premium |
| OpenClaw | Open source | Din egen maskine eller server | Hukommelse i Markdown-filer, “heartbeat” der vækker den | Ja, men du hoster selv |
| Hermes Agent | Nous Research (open source) | Selvhostet, nu også som desktop-app | Skriver og forbedrer sine egne skills, én hukommelse på tværs af Telegram, Slack og mail | Ja, men du hoster selv |
| Grok Bot | xAI | Én fast cloud-computer pr. konto | Logger ind i dine apps og bruger dem som et menneske | Ja, betalt abonnement |
| Manus | Manus | Din egen Ubuntu-maskine i skyen, 24/7 | Isoleret computer, betaling pr. forbrug i credits | Ja, fra ca. 10 USD/md plus credits |
| Meta Muse | Meta | Egen sikker computer, via app eller WhatsApp | Forbundet til dine Meta-konti | Nej, kun USA |
Anthropic har ikke (endnu) et direkte modstykke til Dots, men Claude har fået hukommelse for alle brugere, og Claude Cowork samt Claude Managed Agents peger i samme retning.
Hvem passer hvad til?
- Du vil bare have det til at virke: Dots (hvis du har Business Premium) eller Manus. Ingen servere, ingen opsætning.
- Du er teknisk og vil eje det hele selv: OpenClaw eller Hermes. Gratis software, men du skal selv drive en server eller en VPS og tage ansvar for sikkerheden.
- Du vil have en agent, der bruger dine apps som et menneske: Grok Bot. Stor dækning, men den arbejder direkte i dine rigtige konti.
For mange vil Dots være den første always-on agent, de rent faktisk tager i brug. Har du ikke sat dig ind i OpenClaw eller Hermes, og ved du ikke, hvad en VPS er, er det her en markant opgradering. Du får det meste af gevinsten uden noget af driften.
Inspiration: 7 use cases fra Grok Bot og Manus
Mine kolleger Halfdan Timm og Kristian Tinho har i Marketingpod gennemgået 7 ægte use cases til AI-agenter, som de har kørt i Grok Bot. De fleste kan overføres direkte til Dots:
- Linkbuilding: agenten fandt selv relevante kataloger, prioriterede dem efter domain rating og udfyldte profilerne. Ca. en times arbejde efter to minutters prompt.
- Klaviyo-flows: en velkomstserie oversat til tre sprog plus fire abandoned cart-flows, bygget på cirka en time.
- Meta-annoncer: ny annoncetekst skrevet ud fra YouTube-videoer og lagt direkte op som nye varianter via Meta.
- Videoklip: podcast-klip fundet, tekstet og postet til TikTok, Reels og Shorts hver uge.
- Bogføring: kvitteringer hentet fra mailen og afstemt i regnskabsprogrammet. Ca. halvdelen klares automatisk.
- Personlig outreach: ti personlige mails om dagen til tidligere konferencedeltagere.
- HubSpot-oprydning: inaktive kontakter fundet og ryddet ud, hvilket sparer penge ved næste fornyelse.
Deres vigtigste pointe gælder også for Dots: agenten gør præcis, hvad du beder om, men den mangler smag og dømmekraft. Du skal stadig være mennesket, der godkender.
Hvor passer Dots ind hos OpenAI?
OpenAI har efterhånden mange produkter, der minder om hinanden. Sådan hænger de sammen:
- ChatGPT: samtaler, du styrer.
- ChatGPT Agent: løser én opgave i en midlertidig browser, når du beder om det.
- ChatGPT Work: længere arbejdsopgaver med adgang til dine filer og værktøjer.
- Codex: OpenAIs kodeagent. Læs mere i Claude Code vs. Codex.
- Dots: den always-on medarbejder, der binder det hele sammen og selv tager initiativ.
Sikkerhed og kontrol
En agent med adgang til din kalender, din Slack og 4.000 apps er en reel risiko, hvis den gør noget forkert. OpenAI har bygget nogle vigtige bremser ind:
- Proaktiv research er kun læseadgang. Når din Dot arbejder i baggrunden, kan den ikke sende beskeder, ændre indhold eller styre din computer.
- Custom Rules. Du bestemmer, hvilke handlinger den må udføre, hvilke der kræver din godkendelse, og hvilke den slet ikke må.
- Activity View. Her kan du se, hvad den har lavet i baggrunden.
- Auto-review. Vigtige handlinger bliver tjekket, før de udføres. Ting som at ændre adgangskoder er forbeholdt mennesker.
- Ingen træning på jeres data som standard på Business og Enterprise.
Mit råd er det samme som med alle agenter: start med læseadgang, giv den kun de connections, den har brug for, og gennemgå alt, der rammer kunder eller penge. Og upload ikke noget, du ikke ville give en ny kollega.
Skal du bruge Dots?
- Ja, prøv det nu, hvis I allerede har Business Premium. Den første Dot er inkluderet, så det koster jer kun lidt tid at finde ud af, hvad den kan i jeres hverdag.
- Overvej det, hvis du har lyst til en always-on agent, men ikke vil drive din egen OpenClaw- eller Hermes-server.
- Vent, hvis du er på Pro eller Plus i Danmark. Dots er ikke tilgængelig for dig endnu.
Uanset hvad er always-on agenter ikke en døgnflue. Dots, Muse, Grok Bot og Manus er alle lanceret inden for få måneder, og det er tydeligt, at det er her, både OpenAI, Meta og xAI tror, næste store skridt ligger. Dots er OpenAIs bud, og for de fleste er det det nemmeste sted at starte.